Værkstedet

Natur og kunst

Fordybelse og skabertrang

Atelieret i Ørding er et professionelle værksted, hvor jeg arbejder med grafik, installation og værker i håndlavet pergament. Herfra driver jeg en levende kunstnerisk praksis, som også rummer et mindre galleri med egne værker.

Jeg afholder årligt 6–8 weekendworkshops – også kaldet inspirationsforløb – hvoraf flere ledes af inviterede gæstekunstnere. Derudover tilbyder jeg familieworkshops på 2 timer samt kunstcaféer på 3 timer for voksne og unge fra 15 år i sommerperioden.

Inspirationsforløbene strækker sig over tre dage kl. 10–16 og giver plads til undersøgelser, eksperimenter og fordybelse. Vi arbejder på små hold med maks. 6 deltagere, så der er tid og rum til den enkeltes proces. Der er mulighed for at arbejde videre i atelieret frem til kl. 22 de første dage.

Atelieret i Ørding er et sted, hvor natur og kunst mødes – et sanseligt arbejdsrum tæt på Limfjordens landskab, hvor fordybelse, nysgerrighed og skaberglæde er i centrum.

Visioner

Atelieret i Ørding udspringer af en gammel drøm om at skabe et sted med plads og ro til at fordybe mig i min egen kunst – og samtidig åbne dørene for både børn og voksne til inspirerende og anderledes workshops.

Her inviterer jeg kursister indenfor i mit arbejdsrum og deler mine egne inspirationskilder. Sammen undersøger vi kunstens mange muligheder gennem eksperimenter, materialer og processer, hvor nysgerrighed og skaberglæde er i centrum.

Atelieret har til huse i et tidligere missionshus på Mors, som jeg har set et særligt potentiale i. Med respekt for bygningens oprindelige arkitektur og materialer har jeg arbejdet på at forvandle det til et levende atelier med plads til både kunstnerisk praksis og undervisning.

 

Ørding har vist sig at være det helt rette sted. Her bliver man mødt med åbenhed, og det lille landsbysamfund rummer en aktiv og nærværende ramme, hvor kunst og fællesskab naturligt kan vokse side om side.

Læs mere om Lis kunstneriske virke

fotos: Katrine Hedegaard (tlf.: 2143 8866 / e-mail: katrine@kunmedierne.dk/mors)

fra Missionshus til Atelier

Gæstekunstnere

Else Salling Falck
Leslie Crislip Nielsen